torsdag den 18. februar 2016

Amerikanske pandekager med banan

For lidt tid siden bagte jeg mine første amerikanske pandekager. Jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig rigtig har forstået konceptet ved dem... altså før nu. Det var en vildt god opskrift jeg havde fundet, så jeg er klart blevet fan.



Opskriften var super nem:

3,5 dl mel
2 tsk bagepulver
0,5 tsk salt
2 spsk sukker
1 nip vaniljepulver
2 spsk smør
2,5 dl almindelig eller plantebaseret mælk
1 æg
2 bananer

Bland alle de tørre ingredienser sammen i en skål, altså mel, bagepulver, salt, sukker og vaniljepulver. Pisk mælk og æg sammen i en anden skål. Smelt smørret, og rør det i skålen med mælk og æg, hvorefter mel-blandingen røres i samme skål.

Mos bananen med en gaffel og rør den i dejen. 
Steg pandekagerne i lidt kokosolie eller smør, og server med sirup og friske bær.

Der blev et pænt lille bjerg, så en del af dem røg i fryseren og er efterfølgende blevet varmet på panden, når der var behov for lidt ekstra hygge. Hvis de der skal i fryseren ikke steges helt færdige inden de fryses, vil de næsten være som ny lavede, når de færdigsteges på panden.

De var fantastiske og smagte dejligt af banan.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar