Sat til tælling....

Der har været meget stille på blokken den sidst uge, hvilke skyldes at jeg har være sat til tælling...

Lige som så mange andre har jeg være ramt af en ordentligt omgang influenza, der har krævet at jeg har holdt mig fuldstendig i ro. Men nu begynder det heldigvis at lysne lidt.

Om at prøve noget nyt

Fredag stod den på cocktails, da der var planlagt en hyggelig aften ude sammen med pigerne. Men denne gang skulle vi prøve noget nyt....

Jeg startede aftenen sammen med A, som jeg ikke har set siden vores sidste fællesspisning. 

Vi gik på cafe Zirup i læderstræde, hvor jeg fik en virkelig god karry med kullingestrimler. Det er ikke så ofte jeg får karry ude, men efter denne er det bestemt ikke sidste gang. Den var virkelig god og hyggeligt selskab.

Efter Zirup mødtes vi med de andre. Hvorefter vi gik videre til Kant, som viste sig at være et temmelig kedeligt sted. Så vi gik hurtigt videre til Balderdash, der viste sig at være meget lille sted, der ofte er booket af selskaber, så her var vi også hurtigt ude igen. Den virkede dog mere indbydende end Kant. Så derefter endte vi med at afbryde aftens eventyr allerede omkring midnat. 

  

Banan-klatkager

Det er vist en offentligt kendt hemmelighed, at jeg har et bankende hjerte for klatkager.
Og at der ofte ligger et par i fryseneren, til hvis nu trængen og lysten skulle komme over mig.
I sidste måde afprøvede jeg et vellykket alternativ til klatkagerne i form af amerikanske pandekager med banan, som virkelig var gode.

Men det er nu stadig klatkager mit hjerte banker mest for og da fryseren var tom for både klatkager og pandekager, var det på tide at bage nogle nye.
Denne gang har jeg dog kombineret det bedste fra de to opskrifter i en ny opskrift, nemlig klatkager med vanille og banan.

Opskriften er som følger:
1 portion risengrød
2 æg
3 modne bananer i mindre stykker
Ca. 2,5 dl. hvedemel
1 tsk vanillesukker
1 knivspids vanille

Risengrød og æg blandes sammen med banan, vanillesukker og ren vanille. Derefter kommes melet i lidt af gangen. Dejen skal være som en lidt tyk pandekagedej. Er der komme for meget mel i dejen kan man tilsætte en anelse mælk, til man har den ønskede konsistens. Klatkagedejen bages til små klatkager på en varm pande med smør.

Uhmmmm, hvor er de gode. Og med en god kop te til, så bliver det ikke bedre. 

Jeg plejer ikke at søde dejen så meget, da jeg godt selv kan lide at søde klatkagerne med hvad jeg nu end har lyst til. En foretrukken klassiker er for tiden sirup. Men man kan sagtens spise andet til, som fx. marmelader, æblesmør osv. Det er kun fantasien der sætter grænser. 

Heller ikke denne gang blev der levnet en krumme.... Og Fryseren er igen fyldt med de dejligste klatkager. 

Næste gang må jeg prøve at lave dem med blåbær eller noget andet sjovt. 

Om at blive fejret...

I sidste uge havde jeg et lille mini jubilæum, idet jeg havde været ansat på mit arbejde i fem år. 

En begivenhed man normalt ikke lægger så meget mærke til, men det gjorde mine kollegaer... 

De havde arrangeret at vi skulle fejre det med en fælles morgenmad. Men da man normalt ikke fejre fem år, valgte jeg selv at stå for morgenmaden, der blev til hjemmebagte boller og kanelsnegle med ekstra kanelsmør og chokoladeglasur.

Jeg havde egentlig troet vi kunne holde det ved morgenmaden, men de havde også pyntet mit bord med en masse flag, der bevirkede at mange andre kollegaer lykønskede mig med fødselsdagen. 

Hvilket var til stor underholdning for min sidemand, når jeg skulle forklare at det ikke var min fødselsdag men mit fem års jubilæum. 

De mange flag når folk har fødselsdag er efterhånden en kendt ting inden hos os, men jeg havde nu ikke forventet dem. Så på mange måder kommer man til at trække på smilebåndet, når ens bord og stol er dækket med flag. 

Flagene og lykønskningerne var et underholdende indslag hele dagen. 

Men mest forbløffet blev jeg da der stod en anden kollega med en meget fin buket blomster til mig fra mine nærmeste kollegaer. Det var en virkelig sød tanke. 

En lille robot bliver til

For sart et par år siden hæklede jeg et par robotter til søs R, sådan lidt for sjov. Det var på det tidspunkt hvor jeg lige var begyndt at hækle dyr i alle variationer til veninder og familiens børn. De blev hæklet efter en opskrift i bogen "Hæklerummet".

Da det lidt var for sjov at R hade sagt hun godt ville have sådanne et par, var jeg ikke sikker på hun ville have dem i den oprindelige størrelse, så jeg formindskede opskriften noget.
Da jeg havde hæklet alle delene og skulle igang med sammensyningen, spurgte jeg om størrelsen. Hun ville i midlertidig gerne have original størrelsen, så den lille robot blev aldrig færdig.... før nu.

Han kom til at se således ud...

... og i forhold til originalen der vist er 20-25 cm høj, er ham her temmelig lille. På størrelse med en hånd.

Nu må tiden vise om også han skal flytte hjem til søs R. Foreløbig holder han min radio med selskab, indtil jeg finder et hjem til ham.

Snevejr og søndagshygge

Det er blevet søndag og uden for har sneen dalet ned det meste af formiddagen, med fine store snefnug der er fløjet forbi mit vindue. Imens har jeg hygget indendøre.

Sneen var af den våde slags der ikke blive liggende, så jeg hyggede mig inde døre med min lydbod, mens det stod på.

Det er nu hyggeligt at sidde bare og stirre ud på sneen, mens man får fortalt en god historie. 

Udover lydbogen blev der også hygget med at bage banan-klatkager og ikke mindst efterfølgende at nyde dem, sammen med en god kop te.

Og imens fortsatte sneen atter med at dale.... og på et tidspunkt slog den over i støvregn, som ser ud til at vare resten af dagen. 

Indendøre er jeg blevet færdig med lydbogen "Balladen om Marie Krøyer", der viste sig at være meget fin. Når den lige er sunket lidt, skal jeg finde en ny at gå igang med. Tror allerede jeg har et bud på hvilken det skal være, men skal lige synke denne først.

Ræven Swift

Som lille fulgte jeg sammen med min kusine J med i en tegnefilm om en nisse der ridder på ryggen af en ræv kaldet Swift.

Min kusine var så vild med den serie, at hun havde en bamse ræv som også hed Swift, som var hendes et og alt. Swift er for længst gemt væk, men bliver ofte nævnt når vi er sammen.
Nu skal min kusine selv have et barn og hvad var mere nærliggende end at hun skulle have sin egen Swift.

Så jeg har været igang med hæklenålen endnu engang. Men denne gang blev noget anderledes end ellers, da jeg ikke kunne finde den helt rigtige opskrift. 

Jeg har derfor selv måtte ligge hovedet i blød og prøve at strikke noget sammen af forskellige opskrifter og min egen fantasi. Det er kun anden gang jeg selv udvikler et mønster, så det var list spændende, da jeg normalt godt kan lide at have et mønster som rettesnor for det jeg laver.

Men trods det manglende mønster syntes jeg faktisk den blev meget sød. der kan selvfølgelig rettes lidt på den her og der, men i det store hele er jeg blevet meget tilfreds med resultatet. 

Så må vi bare håbe at barnet også syntes den er sød.